Tillykke til Martin .. ny guld- og søde ords mester.

20151029_181723

Et kæmpe stort tillykke til Martin som i går bestod “søde ord” og nu er sikker læser af alle lydrette ord. Det har krævet at han har brugt 30-60 min. hver dag de seneste mange uger på at komme hertil. Heldigvis har Martin en far som har sat tid af til at hjælpe ham hver eneste dag, og det er super flot! Martin er glad for at være kommet så langt, for nu kan han mærke at det også hjælper ham i andre fag. Sidste matematik-test klarede han uden fejl, for nu kunne han jo læse opgaverne, som han siger. Han er mega sej!! og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham på næste modul 🙂

Simon er en stolt far ….

20151019_164300

Det her er Simon. Han er en stolt far fordi hans søn netop har bestået det første modul på mit læsekursus. Så nu kan både far og søn kalde sig “Søde-ords mester”. Det betyder at al den træning de sammen har lavet de seneste uger har givet pote og at de nu kan læse alle ord som er lydrette. Det er helt klart sejt og mega flot gået, for der skal masser af motivation og daglig træning til før man kommer så langt. Så super godt gået af både far og søn .. og mor som bestemt også har taget sin del af sliddet :))

Stort tillykke herfra og jeg glæder mig til at arbejde med jer på modul 2 🙂

De 5 bedste tips til et perfekt lektiemiljø.

FOT294A

Som forælder kan det være noget af en mundfuld at skulle stå for den daglige lektielæsning. Lets face it … de fleste har ingen ide om hvordan man får mest muligt ud af lektietræningen .. men bare rolig, her kommer 5 super tips som med garanti giver pote.

Beslut dig! Det første du skal gøre er at beslutte dig for, om du tror på, at det betyder noget, om dit barn laver lektier.

Lyder det mystisk så hør bare her: Undersøgelser viser at hvis du som forælder mener at lektielæsning er betydningsfuldt, ja så klarer dit barn sig bedre i skolen. Hvordan hænger det sammen?? En forklaring kunne være, at de forældre som tror på at lektielæsningen er vigtig, også giver det mere opmærksomhed. Derfor er det første du skal gøre, at gøre op med dig selv om du tror på, at lektielæsning er vigtig eller ej. Og hvis du tror på det og vil tage det seriøst, ja så er du klar til de næste 4 tips på listen.

Find tiden! Aftal et fast tidspunkt hvor du hjælper dit barn med lektielæsningen, og overhold tiden bedst muligt.

30 minutter hver dag er som reglen nok, men det har stor betydning, at man har lavet en aftale med sit barn, om hvornår det passer bedst ind i dagligdagen at lave lektierne. Det duer ikke at barnet er for træt eller er sulten. Det duer heller ikke hvis det skal presses ind mellem andre aktiviteter. Det skal prioriteres, at der skabes et fast tidsrum hver dag, hvor der er tid til fordybelse. Hvorfor nu det ???  Jo ligesom kroppen “husker” andre ting vi gør hver dag, såsom spisetider og sovetider, og minder os om det når vi nærmer os disse tidspunkter. På samme måde kan kroppen hjælpe barnet til at være lektieparat når den aftalte daglige tid for lektielæsningen nærmer sig. Så en fast daglig lektietid er en vigtig faktor.

Indret jer! Skab ro og læs lektierne det samme sted hver dag. 

Nøjagtig som kroppen husker tidspunkter, så kobler den også steder og aktiviteter sammen. Find derfor et fast sted hvor du og dit barn kan sidde uforstyrret og hygge med lektierne. Indret jer f.eks. med bogstaver og tal på væggen, og lav en lille tavle hvor I kan træne staveord og regnestykker. Beslut jer i familien for at denne stund er fredet for tv, sms og hvis det er muligt, mindre søskende, så alle er med til at skabe ro og respekt om lektielæsningen.

Lyt! Spørg ind til dit barns oplevelser i skolen og samtal om bøgerne i tasken.

Det kan godt tage tid når dit barn skal lave lektierne, det som er forklaret i skolen, skal lige hentes ind på “harddisken” igen. Derfor er det vigtigt at du spørger ind til opgaverne, men vigtigst at du forstår at lytte. Også når du hjælper dit barn med opgaverne, giver det bedst resultat hvis du lytter mere end du taler. Alt for ofte har vi for travlt med at forklare tingene …” du kan jo nok se … osv ” men der hvor virkelig læring sker er der, hvor den voksne forstår, at spørge ind til opgaven og lader barnet få den tid det tager at finde svaret.

Ros, ros atter ros! Vær anerkendende og ros i vildskab.

Ingen vokser af at blive slået i hovedet med sine fejl og mangler, men alle vokser når man bliver anerkendt for det man kan, om så det bare er en lille ting, du som voksen ikke synes har betydning. Som at holde rigtigt på blyanten, skrive på linien, lave flotte 7 -taller eller bare kunne koncentrere sig.  Øv dig i at finde alle de små ting som du kan rose dit barn for og oplev hvordan selvtilliden vokser for hver gang i arbejder sammen. Bliv verdensmester i at se dit barns muligheder og find på alternative læringsstile. Lav f.eks en lille hentediktat med staveord på post-it eller kast bold til hinanden mens i laver regne stykker, eller hop ord på en ordplade … mulighederne er mange og måske var det en ide til mit næste indlæg på bloggen 🙂

Jeg ønsker dig og dit barn en rigtig god lektiestund sammen fremover ..

De kærligste hilsner Hannemaiih

Der kom en mail …

bookboyMeget apropos de politiske beslutninger om besparelser på børne/unge-området og fyringer af mange lærere, følger her en mail fra en super sej en af slagsen, som på trods af de i forvejen mange arbejdsopgaver, har overskud til at skrive til mig og tilbyde et samarbejde. Det er altså flot! Og så blev jeg selvfølgelig mega stolt af at det er lykkes mig at T er blevet så motiveret at han  sprøjter historier ud i skolen. Selvom jeg efterhånden har haft en del elever igennem et Alkalær forløb her i mit læseværksted, så bliver jeg alligevel så rørt når jeg hører forældre eller lærerne fortælle om hvor stor en forskel det har gjort for deres børn. Det er jo præcis det som gør det så fantastisk at være med  i processen.

Kære Hannemaiih

Som T`s klasse- og dansklærer vil jeg bare lige melde tilbage, at det er spændende at følge T på hans Alkalær-vej. Jeg bemærker en elev, der p.t. har skrivekløe og sprøjter den ene historie ud efter den anden – og med en del kendskab til børnestavning kan jeg skam læse det meste – ellers hjælper han mig! Han er med i det meste mundtlige arbejde på klassen – jeg har en aftale med hans forældre, at de læser de tekster, vi arbejder med, op for ham på forhånd – og derudover arbejder han med “Den Grønne Opgavebog” af Knud Hermansen. Med lidt guidning ang. opgavens ordlyd arbejder han koncentreret og motiveret i korte tidsintervaller. 

Jeg har en del teoretisk kendskab til Alkalær-metoden – læste med stor interesse bogen for et par år siden og har da også “stjålet” en del ideer fra den. 

Hvis du synes, det kan støtte T at skrive til mig, hvad han nu arbejder med, eller hvad han er blevet “mester” i, så skal jeg ihærdigt prøve at bakke op i det daglige. 

Kærlig hilsen Klasselæreren