
Kære Hannemaiih
Som T`s klasse- og dansklærer vil jeg bare lige melde tilbage, at det er spændende at følge T på hans Alkalær-vej. Jeg bemærker en elev, der p.t. har skrivekløe og sprøjter den ene historie ud efter den anden – og med en del kendskab til børnestavning kan jeg skam læse det meste – ellers hjælper han mig! Han er med i det meste mundtlige arbejde på klassen – jeg har en aftale med hans forældre, at de læser de tekster, vi arbejder med, op for ham på forhånd – og derudover arbejder han med “Den Grønne Opgavebog” af Knud Hermansen. Med lidt guidning ang. opgavens ordlyd arbejder han koncentreret og motiveret i korte tidsintervaller.
Jeg har en del teoretisk kendskab til Alkalær-metoden – læste med stor interesse bogen for et par år siden og har da også “stjålet” en del ideer fra den.
Hvis du synes, det kan støtte T at skrive til mig, hvad han nu arbejder med, eller hvad han er blevet “mester” i, så skal jeg ihærdigt prøve at bakke op i det daglige.
Kærlig hilsen Klasselæreren