FOT294A

Som forælder kan det være noget af en mundfuld at skulle stå for den daglige lektielæsning. Lets face it … de fleste har ingen ide om hvordan man får mest muligt ud af lektietræningen .. men bare rolig, her kommer 5 super tips som med garanti giver pote.

Beslut dig! Det første du skal gøre er at beslutte dig for, om du tror på, at det betyder noget, om dit barn laver lektier.

Lyder det mystisk så hør bare her: Undersøgelser viser at hvis du som forælder mener at lektielæsning er betydningsfuldt, ja så klarer dit barn sig bedre i skolen. Hvordan hænger det sammen?? En forklaring kunne være, at de forældre som tror på at lektielæsningen er vigtig, også giver det mere opmærksomhed. Derfor er det første du skal gøre, at gøre op med dig selv om du tror på, at lektielæsning er vigtig eller ej. Og hvis du tror på det og vil tage det seriøst, ja så er du klar til de næste 4 tips på listen.

Find tiden! Aftal et fast tidspunkt hvor du hjælper dit barn med lektielæsningen, og overhold tiden bedst muligt.

30 minutter hver dag er som reglen nok, men det har stor betydning, at man har lavet en aftale med sit barn, om hvornår det passer bedst ind i dagligdagen at lave lektierne. Det duer ikke at barnet er for træt eller er sulten. Det duer heller ikke hvis det skal presses ind mellem andre aktiviteter. Det skal prioriteres, at der skabes et fast tidsrum hver dag, hvor der er tid til fordybelse. Hvorfor nu det ???  Jo ligesom kroppen “husker” andre ting vi gør hver dag, såsom spisetider og sovetider, og minder os om det når vi nærmer os disse tidspunkter. På samme måde kan kroppen hjælpe barnet til at være lektieparat når den aftalte daglige tid for lektielæsningen nærmer sig. Så en fast daglig lektietid er en vigtig faktor.

Indret jer! Skab ro og læs lektierne det samme sted hver dag. 

Nøjagtig som kroppen husker tidspunkter, så kobler den også steder og aktiviteter sammen. Find derfor et fast sted hvor du og dit barn kan sidde uforstyrret og hygge med lektierne. Indret jer f.eks. med bogstaver og tal på væggen, og lav en lille tavle hvor I kan træne staveord og regnestykker. Beslut jer i familien for at denne stund er fredet for tv, sms og hvis det er muligt, mindre søskende, så alle er med til at skabe ro og respekt om lektielæsningen.

Lyt! Spørg ind til dit barns oplevelser i skolen og samtal om bøgerne i tasken.

Det kan godt tage tid når dit barn skal lave lektierne, det som er forklaret i skolen, skal lige hentes ind på “harddisken” igen. Derfor er det vigtigt at du spørger ind til opgaverne, men vigtigst at du forstår at lytte. Også når du hjælper dit barn med opgaverne, giver det bedst resultat hvis du lytter mere end du taler. Alt for ofte har vi for travlt med at forklare tingene …” du kan jo nok se … osv ” men der hvor virkelig læring sker er der, hvor den voksne forstår, at spørge ind til opgaven og lader barnet få den tid det tager at finde svaret.

Ros, ros atter ros! Vær anerkendende og ros i vildskab.

Ingen vokser af at blive slået i hovedet med sine fejl og mangler, men alle vokser når man bliver anerkendt for det man kan, om så det bare er en lille ting, du som voksen ikke synes har betydning. Som at holde rigtigt på blyanten, skrive på linien, lave flotte 7 -taller eller bare kunne koncentrere sig.  Øv dig i at finde alle de små ting som du kan rose dit barn for og oplev hvordan selvtilliden vokser for hver gang i arbejder sammen. Bliv verdensmester i at se dit barns muligheder og find på alternative læringsstile. Lav f.eks en lille hentediktat med staveord på post-it eller kast bold til hinanden mens i laver regne stykker, eller hop ord på en ordplade … mulighederne er mange og måske var det en ide til mit næste indlæg på bloggen 🙂

Jeg ønsker dig og dit barn en rigtig god lektiestund sammen fremover ..

De kærligste hilsner Hannemaiih